Lystfiskeri på Bornholm – et utal af muligheder…

Lystfiskeri på Bornholm

Lystfiskeri på Bornholm er både sjovt og spændende. I denne artikel sættes der bl.a. fokus på skrøner indenfor det at fiske havørreder fra kysten på Bornholm, samt hvilke fangstmuligheder de bornholmske søer og havne byder på.

Artiklen er skrevet af en fuldtids-professionel lystfisker, som har et særdeles “øre-hængende” motto:

“Begrænser du dig selv og dit fiskeri, begrænser du også dine fangster…”

Artikel/Jari – Lystfiskeri Danmark

Bornholms søer

Der er mange søer på Bornholm, som ikke kræver andet end statstegnet for, at få adgang til fiskeriet. Er man under 18 år eller over 65 år, kan man fiske ganske gratis i disse.

Rubinsøen, Smaragdsøen, Safirsøen, Kaolinsøen, Snorrebakkesøen, Kanegårdssøerne, Åsedam, Ferskesø, er bare nogle af de søer man frit kan fiske i.

I de fleste af søerne er en fin bestand af gedde, suder, karpe, skalle og aborre. Men i nogle få af dem, bla. Smaragdsøen og Ferskesø, kan der også fanges havørreder.

Er man til put and take, så er Stenbrudssøen og Sport Dres Ørredsø, 2 rigtig gode muligheder. Iøvrigt også de eneste.

Her er et lille udpluk af fisk fra Bornholms søer.

Kystfiskeri på Bornholm

Først og fremmest skal der lige aflives en masse myter/skrøner om kystfiskeriet på Bornholm.

  1. Der er ofte sagt og skrevet, at fiskeriet efter havørreder ikke er godt om sommeren på Bornholm. Det er ikke korrekt. Fiskeriet er ganske udmærket, men da alt for mange lytter til denne skrøne, er der færre der fisker, og så fanges der naturligvis også færre fisk. Der kan fanges havørreder på Bornholm året rundt.
  2. Der siges og skrives også: Det er bedst at fange havørreder på vindsiden, med bølger og grumset vand. Det er ikke korrekt. Havørrederne kan i høj grad også fanges i blik-stille og krystalklart vand, hvor ikke en vind eller bølge rører på sig. Dette året rundt. Fra morgen (samt alt imellem) til og med aften.
  3. En anden kendt skrøne er, at man skal bruge skarpe farver i vinterhalvåret. Det er ikke korrekt. Havørrederne på Bornholm fanges på det nærmeste bedst, med naturlige farver – året rundt. Om vinteren er mørkebrune, neutrale farve-varianter, tilmed noget af det mest givtige man kan benytte sig af, uanset om der er tale om flue, blink eller kystwobler etc.
  4. På Bornholm, ligesom i resten af Danmark, er der også mange der mener, at “tungt grej” – fiskestænger over 9 fod, er en nødvendighed til kystfiskeri. Det er ikke korrekt. Man kan sagtens benytte let grej, selv til de store havørreder. Faktisk er alt over 8 fod ganske unødvendigt. Men med det sagt, er valg af stang til fiskeriet fra Bornholms kyster og alle andre steder, en smagssag, for slet ikke at tale om, et spørgsmål om temperament.

Her er billeder af Bornholmske kystørreder, fanget med både småt og stort grej, samt fisk fanget i blikstille vand. 

Vigtige ting at vide om kystfiskeri på Bornholm

Ved de fleste å-udløb er der frednings-bælter. Dem skal man sætte sig godt ind i, før man fisker.
Ikke alle fredninger gælder i et helt år, nogle eksempelvis kun fra d. 16. september – 15. januar.

Skriv, Bornholm, i søgefeltet eller navnet på det sted, den by eller det område du står ved, før fiskeriet går igang, og få info om lige nøjagtig den fredning du er i nærheden af. Benyt dette link: Fredningsbælter

Rigtig mange steder kan man fiske fra land, når der skal fanges havørreder fra kysten på Solskinsøen. Men waders er aldrig nogen dårlig idé at benytte sig af, da der flere steder er behov for, at komme ud på den anden side af f.eks. blæretangsbuske, i de mange lavvandsområder, som udover klipper med dybt vand tæt under land, også er at finde på Bornholm.

Lystfiskeri i bornholmske havne

De bornholmske havne byder på fiskeri efter sild og hornfisk i forårs- og sommersæsonen. Man kan også fange havørreder, fladfisk, gedde, ål, skalle og aborre.

I mange af de mindre havne, kan man se bunden ganske tydeligt. Fladfiskene kan ses lure dernede, afventende og klar til det næste levende måltid. Her kan enhver lystfisker med kun en krog og et lille stykke sild derpå, “dyppe” maddingen lige ned foran de sultne fladfisk, bevæge stykket lidt lokkende og se dem hugge. En fantastisk måde at fiske på, hvor alle kan være med. Foråret er klart den bedste tid til den oplevelses-mulighed.

Når havørrederne skal fanges i eller omkring en havn på Bornholm, er der 3 som skiller sig ud. Her er tale om Hammerhavn, Vang Pier og Tejn Havn. Der kan fanges langt flere havørreder i de 3 nævnte havne, end i nogen anden havn på Bornholm. Det er klart nemmest, at fange havørrederne deri, fra oktober og frem til og med april.

Her er billeder af fisk fanget i Bornholmske havne.

Læs mere om lystfiskeri på Bornholm

På bornholmguiden.dk kan du læse mere om fangster og fangstmetoder, men også  om hvor der kan parkeres nær fiskepladserne.

Læs for eksempel om kystpladserne, hvor , hvornår og hvad med: klik her…

/Jari