Lystfiskeri efter ål på Bornholm

Lystfiskeri efter ål på Bornholm er for alle. Fiskeriet er hyggeligt og nemt. Via. brugen af en bundsnørre eller eksempelvis en prop, et lod og en orm eller en agnfisk, kan både store og små ål fanges i øens søer. Men de kan også fanges langs kysten, samt i de bornholmske havne.

Der er ingen tvivl om, at fiskeriet fra sen aften, natten over og frem til solopgang er den bedste periode på døgnet. Skulle en top-periode nævnes, er det oftest fra 2 timer før solnedgang til ca. 2-3 timer efter. Det er en fordel at have knæklys til proppen og evt. en klokke til stangen under fiskeri med bundsnørren, så man kan se eller høre hvert et hug.

Nogle af de ål man kan fange i søerne på Bornholm er ret store. Der er ikke langt imellem ål fra 700 gram og op til lige over kiloet. De store ål fanges nemmest med agnfisk, såsom skaller eller brisling. Skallerne kan fanges i søerne og brislingerne kan købes i enten Checkpoint Marine i Nexø eller i Butik Maritim i Tejn. Det samme gælder for fiskegrejet, som skal burges til fiskeriet.

Se butikkerne her: Grejbutikker på Bornholm…

Regler for lystfiskeri efter ål i Danmark

På grund af mangel på ål flere steder, dog langt fra alle steder i landet, er der sat regler omkring det at fiske efter ål. Også for lystfiskere. Nogle af dem ændrer sig fra år til år.

Det er blandt andet vigtigt, at sætte sig ind i mindstemål og fredningstider, men også hvornår de må fanges i f.eks. saltvand.

Læs alt om reglerne på denne side om fiskepleje: Klik her…

Lystfiskeri efter ål på Bornholm – søerne

Flere søer på Bornholm er både nemme at komme til og givende når ålene skal fanges. Her er eksempler på søer med ål, som enten koster penge at fiske i eller kun kræver statens Lystfiskertegn.

Stenbrudssøen i Nexø

Stenbrudssøen i Nexø, er Bornholms mest spændende og alsidige sø. Søen er en fiskesø, men er fyldt med ål, ofte i større eller helt store størrelser. Da søen delvist består af brakket vand, smager selv de større ål op til kiloet umådelig godt. Det er derfor ikke nødvendigt at have dem gående i andet vand før spisning. At røge de store ål er næsten et “must”.

Man kan fiske med prop i denne sø, men nogle steder, er det også muligt at fiske med bundsnørre.

Man kan køre helt ned og parkere ved vandet og der er bord/bænkesæt rundt om det meste af søen.

Det koster penge at fiske i søen. Fiskekort kan købes 2 minutters kørsel derfra i Checkpoint Marine. Læs mere om søen og de mange fiskearter, som også kan fanges deri her: Stenbrudssøen…

Smaragdsøen i Sorthat (Hasle)

Smaragdsøen er endnu en spændende sø på Bornholm. Søen er kendt for havørreder, men der er også en del ål i søen. Det er tæt på umuligt at fiske efter ålene med bundsnørre i denne sø. Det på grund af klipper under vandet, samt grøde. En prop med enten orm eller agnfisk fungerer ganske fortrinligt, gerne fisket helt inde langs kanten.

Søen er omkranset af træklædte bakker og der er lavet sti hele vejen rundt om søen.

For at fiske i søen kræves statens lystfiskertegn.

Man kan parkere 50 meter fra vandet.

Læs mere om Smaragdsøen i dette link: Smaragdsøen

Snorrebakkesøen i Rønne

Denne sø er velegnet til lystfiskeri efter ål. Desuden er den nem at komme til og byder på flere spændende fiskepladser til fangst af ål.

De fanges typisk langs kanten, men kan også fanges længere ude, især i den nordlige og vestlige ende. Man kan med fordel fiske imellem udhængende træer, langs siv og tæt op af grøde i denne sø. Det gælder for alle søerne nævnt i denne guide.

Man må fiske frit i denne sø, uden nogen form for kort.

Man kan parkere lige ved vandet på Nordsiden.

Læs mere om Snorrebakkesøen: Klik her…

Fang ål i havnene på Bornholm

Man kan også fange ål i de bornholmske havne. Nogle havne er dog bedre end andre.
Når der fiskes i en havn, skal man altid være opmærksom på de pågældende regler for hver havn. Man må f.eks. ikke fiske imellem både m.m… Læs om havnenes regler ved hver havn eller kontakt havnefogeden for yderligere infomation.

Tejn Havn

Tejn Havn er glimrende til fangst af ål når mørket falder på. Man kan i alle havnens bassiner bruge både prop eller bundsnørre. Men nogle steder, er der dog lige dybt nok til brugen af prop. Brug regnorm eller fiskestykker. (Af sild, tobis eller brisling)

Man kan fiske fra det meste af havnen og den er let tilgængelig for alle.

Tejn Havn er iøvrigt Bornhoms bedste havørred-havn i vinterhalvåret. Fra sen efterår og frem til sen forår.

Butik Maritim ligger tæt på havnen, når fiskegrej eller agn skal købes til fiskeriet.

Tejn Havn Havnen 3 – Tejn – 3770 Allinge. Telefon: 56 92 23 32.

Nexø Havn

Denne havn er kendt for sit givtige ålefiskeri om sommeren. Man skal dog sommetider også “igennem en del aborrer”, før ålene kommer først til krogen. Det er dog ikke altid sådan.

Man får mest ud af at fiske med bundsnørre i havnen og flest ål med alm. regnorm.

Man kan holde helt ned til vandet mange steder på Nexø Havn.

Checkpoint Marine ligger på havnen, hvis grej eller agn mangles.

Nexø Havn A/S – Sdr. Hammer 10 – 3730 Nexø Telefon: 5649 2250

Hasle Havn

Halse Havn er også værd at nævne når ålene skal fanges. De kan findes overalt i havnen om sommeren og også her, er aften og nattefiskeriet at foretrække.

Man kan parkere lige ved eller tæt på vandet flere steder.

Hele agnfisk, samt regnorm er at foretrække. Havnen rummer nogle enorme ål, men man kan også fange “stegeål” deri.

Havnen 23 – 3790 Hasle – telefon: 56 92 23 22.

Andre gode havne til fangs af ål er: Allinge Havn, Svaneke Havn og Hammerhavn.

Lystfiskeri efter ål på Bornholm – kysten

Det kan virke uoverskueligt, at skulle fiske efter ål fra kysten på Bornholm. Men ikke desto mindre er det muligt. Man skal helst bruge dagens lys til at finde fiskepladserne, for bedre at kunne se hvor man kan kaste ud, uden at fiske direkte i tang. Find fiskepladser til fangst af ål imellem klipper, omkring tangbælter hvor der er sandbund og omkring stensætninger/bølgebrydere.

Brug ganske almindelige regnorm eller fiskestykker. Et ganske almindeligt forfang er at foretrække, gerne uden perler samt diverse farver m.m. (Neutralt).

Ålene kan i og for sig, fanges overalt langs Bornholms kystlinie og der er ingen undtagelser.

Tag lidt godt til ganen med til aften og nattehyggen, så går timerne hurtigere.

Spændende ting man kan opleve under fiskeriet efter ål på Bornholm

Pindsvin, råvildt, ugler, snoge, flagermus og diverse gnavere, holder alle til nær søerne, havnene og langs kysten. Uglen ses ofte jage flagermus ved Stenbrudssøen under fiskeriet om sommeren, pindsvinene pusler i krattet overalt og de fugle der hører natten til, sender deres sang udover vandspejlet fra træernes grene og toppe.

Roen når få andre er oppe er mageløs på Bornholm. På en vindstille dag kommer man helt væk og kan til tider få følelsen af, at intet andet eksisterer end den eller dem man er sammen med og knæklyset der sagte vipper over vandet, før det trækkes under og ålen er en realtitet.

Lystfiskeri efter ål om sommeren, har for mig budt på flere uforglemmelige oplevelser. Senest i 2020, hvor billedet øverst i denne guide er taget. Jeg kan anbefale at prøve fiskeriet og ålene smager jo fantastisk.

/Jari – Lystfiskeri Danmark og Bornholmguiden.dk